Kender I det, når man er helt og addeles mættet...Mættet af gode oplevelser og samtidig er man ked af at det allerede er slut!?...Sådan har jeg det efter denne weekend.
Mette her beriget mig og min familie med et besøg - og helt ærligt!? Det' altså fasinerende at man kan hygge sig SÅ meget med et menneske, man dybest set ikke kender (og alligevel kender så godt...).
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har grinet så meget, kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet inspireret så meget, kan ikke huske hvornår en weekend sidst er forsvundet så hurtigt imellem mine hænder...Det har bare været så fantastisk!! Tusind tak, Mette!!
Vi har købt garn, vi har været på cafe, vi har strikket (forbavsende lidt...det havde vi ganske simpelt ikke tid til!), vi har farvet garn og fibre, vi har spist lækker mad....Kan man forlange mere?!
En del af weekendens underholdning bestod i at farve garn og fibre - et indslag som vi regnede med tog et par timer - max!! Et meget ambitiøst farvebord blev klargjort, sikkerhedsudstyret var i orden, vi tog mentale notater og selvtilliden var i top.
Vi farvede og farvede - og et eller andet sted i processen gik det helt galt - nærmere bestemt da det begyndte at knibe med at få påmonteret gummihandskerne (jeg ville vanvittigt gerne have postet et billede af den del af festen, men de er faktisk så rystede at man kun kan ane en pink og orange gummihandske...resten er en stor tåge - sådan går det når man skriger af grin og måske allermeste har brug for en af de store Tena'er)
-Faktisk kan man sige at vi måske mest nærmede os den lettere hysteriske tilstand. Selvtilliden dalede også da vi så vores farvede fibre...Tænk engang, jeg vidste slet ikke, at der fandtes så grimme farver...(Mette, hvis du poster din kødpølse, så poster jeg også min herbststimmung!!)
Farve projektet tog en del længere tid og vi er meget taknemmelige for den øvrige families tålmodighed, og specielt tak til Carsten, der stod ude og bestyrede Weber'en ved 22. tiden...
PS! Det øverste billede er en næsten færdig halsklud i noget garn fra Garnstudio...Jeg skal ikke kunne sige hvad det hedder, da een lokkede mig til at smide det på Niddy Noddy'en og i kampens hede har jeg mistet bandarolen!!
PPS! Mette har faktisk slet ikke så store fødder - hun har bare lånt hr. Schwartz' gummistøvler!